Jeg er virkeligt ulykkelig. Min far har sat min hest til salg. Jeg hader ham. Min hest. Bare fordi jeg faldt af og slog min ryg, så skal hesten sælges? Det kan ikke passe. Jeg opdagede det, da jeg tog telefonen. Det var en kvinde, som ville høre, om hesten var solgt. Hun var interesseret i at få lov til at komme og se den. Da det gik op for mig, hvad det handlede om, fortalte jeg hende, at ja, hesten var allerede solgt.

Hvad har du gang i?

Jeg gik ind til min far, som sad inde ved sit kontor med alle regnskaberne. Jeg smækkede hånden ned over papirerne foran ham og spurgte ham om, hvad han har gang i. Han blev noget overrasket. Jeg plejer nemlig ikke at slå hånden i bordet. Jeg spurgte ham, om han har sat min hest til salg. Han lænede sig tilbage i stolen og sagde, at ja, det har han. ”Den hest er for farlig for dig. Den skal sælges til en rytter, der kan håndtere den. Og den rytter er ikke dig.”
Jeg kunne se, at min far ikke ville diskutere det med mig. Jeg fortalte ham, at han er ond, modbydelig, og at jeg hader ham. Det er min hest.

Grædefærdig

Han meddelte mig, så, at, nej, hesten er ikke min. Den tilhører ham. Det er ham, der står som ejer på dens papirer. Det er ham, der betaler for opstaldning, forsikring og alle regningerne til smed, dyrlæge og ekstra foder. Så jeg skulle bare klappe i.

Jeg var grædefærdig. Fortalte ham, at det er mig, der passer hans hest – gratis. Det er mig, der rider den – gratis. Og jeg elsker den hest.

Sportsfysioterapi

Han fortalte mig, at jeg må forstå, at mit liv er vigtigere for ham, end en hest er. ”Er du klar over, hvad det har kostet din mor og mig, at du har ligget på hospitalet efter faldet, da den bukkede dig af? Er du klar over, hvor svært det er at finde et sted med kompetent sportsfysioterapi i København, så du kunne komme tilbage efter 3 måneder på hospitalet? Er du klar over, hvor bekymrede vi var, da de ringede fra rideklubben og fortalte om ulykken? Og i dagene lige efter, mens du lå bevidstløs på hospitalet?”

Jeg kom til at tude. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige til ham. Men tanken om, at han sælger min hest, er ubærlig. Jeg løb ind på mit værelse. Alt, hvad han sagde, er rigtigt. Hesten tilhører ham – juridisk. Vi havde en ulykke. Ja. Men altså. Jeg elsker jo den hest. Den er min.
Jeg tilgiver ham aldrig. Jeg må dog indrømme, at han faktisk kom på hospitalet hver eneste dag, imens jeg lå der. Også de dage, hvor jeg var bevidstløs. Jeg må også indrømme, at det hører til sjældenhederne, at han er hjemme hver dag. Han rejser jo mindst 300 dage om året på forretningsrejser. Han har ofret meget for mig. Men jeg må prøve at tale med ham om det – på en rolig måde. Hesten er og bliver min.